Foreningens historie

Starten 

Foreningen er startet den 21. november 2005 som en lokalgruppe under DIS-Danmark på foranledning af H. C. Andersen. Formålet med gruppen var at kunne mødes lokalt omkring vores fælles interesse for brug af databehandling i slægtsforskning. HC havde sendt en mail ud til alle medlemmer af DIS-Danmark, der boede på Fyn eller omliggende øer. Mange svarede positivt tilbage, og mødet den 21. november var en stor succes. Der deltog 15 personer på mødet.

Vi har siden da mødtes ca. 1 gang om måneden på Badstuen i lokale ’Andersen’ i forårs- og efterårssæsonen. Der var trådløs internetadgang i lokalet, så vi kunne medbringe bærbare PC-er.

 

Tovholdere 

Ja, det er så dem, der trækker i trådene. Vi valgte på det første møde nogle tovholdere, der skulle planlægge mødernes indhold. De første tovholdere var H. C. Andersen, Henriette Idestrup, Kirsten Krebs Hansen og Mette Fløjborg. I 2007-2009 var det Kirsten Krebs, Mette Fløjborg, Per Andenæs og Rasmus Rasmussen.

 

En aften i DIS-Odense

De første par år forløb en DIS-Odense aften sådan: Vi mødtes i Badstuens gamle, men hyggelige lokale Andersen ved 19-tiden. En eller to - som regel tovholderne - holdt et oplæg om et slægtsforskningsemne og viste på sin PC med en projektor, hvordan man gjorde tingene i praksis. Efter en times tid gik vi ned Badstuens café og drak lidt kaffe. Her gik snakken lystigt. Efter pausen gik vi op i lokalet igen og indtil kl. 21 var der nogle gange fri snak over bordet, hvor deltagerne kom med gode idéer, eller der var nye oplæg. Senere gik vi over til at holde egentlige foredrag en gang imellem og fra 2008 startede vi op med workshop-idéen, hvor der ikke var egentlig undervisning eller foredrag, men hvor vi sad i grupper og arbejdede med forskellige emner.

 

DIS-Odense

I januar 2009 flyttede vi til nyt større lokale i Kulturmaskinen - stadig med navnet ’Andersen’. Der er stigende tilslutning til vores undervisning og foredrag, og vi besluttede derfor at danne en formel forening, DIS-ODENSE, der blev stiftet den 21. april 2009. Vi er nu en selvstændig forening, men arbejder tæt sammen med DIS-Danmark, der også støtter os økonomisk, så vi kan krydre vores program med nogle spændende foredrag.

 

Bestyrelsens mål var at nå 100 medlemmer inden udgangen af 2009. Det nåede vi.

 

Vores arrangementer er godt besøgt, i 2010 kommer der er omkring 25-50 deltagere hver gang. Ikke den samme flok hver gang, medlemmerne kommer, når der er emner på programmet, der har deres interesse.

 

I efteråret 2010 er det gået stærkt med nye medlemmer. Ved udgangen af 2010 havde vi 207 medlemmer.

 

I januar 2011 flyttede vi til nyt lokale, Salen i Odense Kommunes Uddannelsescenter i Schacksgade. Vi var vokset ud af lokale Andersen i Kulturmaskinen, hvor vi sad meget tæt, hvis der mødte flere end 50 personer op - og det skete jævnligt.

 

I foråret 2011 har foreningen indgået en samarbejdsaftale med Slægtshistorisk Forening Odense om nogle fælles arrangementer og fordeling af de to foreningers egne aktiviteter. Nu bruger vi samme lokale som dem, så det ville være dumt at arrangere foredrag med en dags mellemrum eller at vi begge inviterede samme foredragsholder med en måneds mellemrum. Vi regner med, at der er et pænt stort overlap i medlemsskaren. I midten af 2011 fik vi ny hjemmeside. Ved udgangen af 2011 havde vi 292 medlemmer.

 

I 2012 er aktivitetesniveauet stadig højt. Vi afholder 3 kursusforløb i gotisk skrift og en læsekreds for fortsættere. Derudover har vi en lang række foredrag, undervisning, arkivbesøg og workshops i løbet af året. Vi har også åbnet et nyt forum for slægtsforskere - www.slægtsforum.dk, hvor medlemmer og andre med interesse for fynsk slægtsforskning kan hjælpe hinanden.

 

I foråret fik vi tre nye medlemmer af bestyrelsen og suppleanterne er nu inddraget i det daglige arbejde og deltager i alle bestyrelsesmøder. De nye bestyrelsesmedlemmer er Bent Andersen, Aase Clausen og Åse Elmstrøm. Suppleanter er Per Helge Nissen og Lotte Brændegård Hvid. Ved årets slutning var vi 368 medlemmer.

I 2012 startede vi på et stort foto- og tasteprojekt: Wads sedler

 

2013
I dette år rundede vi 400 medlemmer. Helt fantastisk opbakning. I efteråret dristede vi os til at sætte årskontingentet op fra 75 til 100 kr., da vi ikke var sikre på at vi kunne få tingene til at hænge sammen, fordi DIS-Danmark havde varslet en kraftig reduktion af det årlige tilskud. Alle tog det pænt, kun ganske få meldte sig ud pga. en 33%'s prisstigning. Ved samme lejlighed nedlagde vi 'familierabat', da begge ægtefæller jo kunne deltage i alle aktiviteter. I 'den store' forening havde man par-rabat, fordi de kunne spare et blad til husstanden, når de 4 gange om året sendte bladet 'Slægt og Data' ud, men i vores forening var der ikke noget sparet på lokaleomkostninger, foredragsholder m.v., så vi fandt det kun rimeligt, at alle, der ønsker at komme, betaler det samme.

Vi blev i årets løb færdige med projekt Wads sedler, hvor 13.000 sedler blev affotograferet og indtastet og lagt online i et samarbejde med DIS-Danmark.

Samme år snakkede vi med DIS-Danmark om at udgive en bog om gotisk skrift. Men vi blev lidt uenige om hvad vi hver især ville med projektet, og Mette trak derfor sit udkast til en bog tilbage. Senere samme år gjorde hun arbejdet færdigt sammen med Aase Beyer Clausen og bogen blev udgivet af DIS-Odense. Vi havde 300 forudbestillinger på bogen før den udkom i december 2013 - så vores økonomi kollapsede ikke, tværtimod!

Formanden sender jævnligt nyhedsbreve ud til medlemmerne, de er vældig populære og tiltrækker medlemmer fra store dele af Danmark.

2014
I foråret var der en udskriftning i bestyrelsen, da Per Helge Nissen forlod bestyrelsen i februar måned. Lotte Brændegaard-Hvid trådte ind i stedet for.

Året bød på et bogsalg af bogen 'Gotisk - lær at læse og skirive gotisk', der var helt forrygende og måske 5-10 gange større end vi nogensinde havde turdet drømme om. Men vi hvilede ikke på laurbærrene. Vi holdt det år mere end 90 arrangementsdage. Der har været utroligt stor velvilje fra medlemmerne, og mange har meldt sig til at være hjælpere ved diverse arrangementer.

Vi fik i 2014 lavet en brochure om foreningen, som blev uddelt på arkiver, biblioteker m.v.

Medlemstallet nærmer sig nu 450, hvoraf halvdelen bor i Odense, 30 i Jylland og på Sjælland og resten på det øvrige Fyn og øerne omkring.

Sidst i 2014 lavede vi hjemmesiden www.laegdsruller.dk, som er gået hen og blevet et meget benyttet værktøj for slægtsforskere, Rigsarkivet og andre med interesse i militærvæsen i gamle dage.

2015

Endnu et forrygende år med ca. 80 arrangementsdage. Vi holder til i Odense Kultur- og Idrætshus, den gamle Bolbro Skole, hvor kommunen stiller et stort fint lokale gratis til rådighed for os. Vi har stadig ca. 450 medlemmer. Nogle flytter eller afgår ved døden, og der kommer hele tiden nye medlemmer til - ca. 40 om året.

Carsten Mortensen blev valgt som suppleant til bestyrelsen. Resten blev genvalgt.

I løbet af året fandt Skat ud af, at vores forening var skattepligtig for 2014. Efter megen parlamenteren fandt vi ud af, at de hæftede sig ved en lille detalje i vores vedtægter, som udløste skattepligten. Det skyndte vi os at ændre ved en ekstraordinær generalforsamling i november, og fra og med 2015 bortfaldt skattepligten igen.

2016

På generalforsamlingen i april udtrådte Per Andenæs af bestyrelsen og ind kom Klaus Guldager i stedet. Ruth Stenberg Rasmussen forlod suppleantposten, og Ole Nørby fik hendes plads. Efter generalforsamlingen meddelte Mette, at hun efter moden beslutning ikke længere ville være formand. Bestyrelsen valgte efterføægende næstformanden, Bent Andersen, som ny formand og Klaus som næstformand.